Milonic JavaScript Menu is only visible when JavaScript is enabled
  


Flyvestation Karups Sportsfiskerforening

Velkommen til FKS.

Flyvestation Karups Sportsfiskerforening (FKS) blev stiftet i 1950 og er en traditionsbundet forening, som tilbyder et attraktivt fiskeri i Karup Å og mergelgravene på Flyvestation Karups del af den utroligt smukke Karup ådal.

Desuden kan du som medlem, også fiske i Kragsø. Kragsø ligger i det lukkede område på flyvestationen og derfor gælder her særlige regler for fiskeriet. Det betyder f.eks. at pensionister skal være ifølge et tjenstgørende medlem.
Fiskeriet her udøves som catch & release.

Fiskeriet er hovedsageligt efter den berømte Karup Å havørred og det er på ingen måde let. Men har man først oplevet suget fra en af åens havørreder, vil man ofte være "fanget" for livet.

På siderne her, kan du læse om foreningen, medlemmernes oplevelser og måske få det tip til fiskeriet som gør, at du får det held der skal til for at lykkes med, at prøve kræfter med en af åens kæmper.

I årets løb afholder foreningen nogle faste arrangementer. Disse tager altid udgangspunkt i "Fiskehytten", som foreningen har lejet af Forsvaret og som ligger ca. midt på fiskestykket.

"Fiskehytten" kan frit benyttes af foreningens medlemmer, men kan også lånes ud til tjenstlige arrangementer, mod forudgående aftale med foreningen.

FKS er medlem af Karup Å Sammenslutningen, som blandt andet har til formål at ophjælpe en selvreproducerende vild bestand af havørreder i hele å-systemet.
Dette gøres bl.a. i samarbejde med Kommunerne, ved en massiv udlægning af gydegrus og her er du meget velkommen til at give en hånd med.
KÅS kæmper også for havørredens frie vandring i hele Karup Å systemet.

Knæk og bræk.

 

Tilmeldingsfristen er desværre udløbet!

Kommende arrangement:

MEDDELELSE NR. 3/2022

For at alle kan få en god oplevelse ved åen i den kommende sæson, vil vi fortsætte arbejdet med rydning af krat langs åen og vedligeholdelse af den sidste bro. Skuret ved hytten trænger til et nyt gulv. Derfor kalder foreningen igen til arbejdsdag:

Lørdag 23. April 2022

Mødested:

Fiskehytten

Mødetid:

Kl. 0900

Deltagerantal:

Maks. 30

Forplejning:

Smørrebrød

Pris pr. deltager:

Kr. 0,00

Tilmelding:

Senest den 19. april 2022 på hjemmesiden, herefter er tilmeldingen bindende.

 

Vi starter dagen med opdeling i hold. Herefter arbejder vi til kl. 13:30. Til frokost vil foreningen være vært ved en gang smørrebrød med efterfølgende kaffe og skulle det være nødvendigt og lysten er der, vil arbejdet fortsætte efter kaffen. Du bedes medbringe enten en motorsav, en grensav eller en grensaks. Husk noget varmt tøj, støvler og arbejdshandsker.

 

Download meddelelse i PDF med ovenstående arrangement: Meddelelse.



Seneste nyheder

07-05-2022

Observation af bæver eller spor af bæver
KÅS har overfor kommunerne udtrykt bekymring om den forsatte udbredelse af bævere, og vi har nu i Karup Å systemet senest set den i Haderis Å.
Etablerer den sig i vores vigtigste gyde og opvækstområder for havørreden, kan den lave stor skade og med sine boer og spærringer hindre havørreden i sin frie vandring til gydebankerne.
Vi er derfor blevet enige med kommunerne om bredt at gå ud med denne information om, hvordan vi forholder os når der konstateres bæver- eller spor af dem.
Finn Sivebæk fra DTU har informeret om, at det nu er kommunernes ansvar at foretage foranstaltninger i tilfælde af bævers spærring af vandløb med vandrefisk (Havørred), og at det er naturstyrelsen der varetager erstatningssager.
KÅS beder derfor alle, som færdes i naturen ved Karup Å systemet, lodsejere, lystfiskere og andre, om at indmelde eventuelle observationer af bævere eller spor af disse. Det er bedst at indrapportere direkte til den kommune hvori observationen er gjort. Kontaktliste til kommunerne findes her: Kommunernes kontaktliste. Er man i tvivl om lokationen, kan man alternativt kontakte en af lystfiskerforeningerne eller KÅS.

Fotos som viser tydelige spor af bæver, tak Peder Lundsgaard.


20-04-2022

Konkurrence med gæster
Pga. årets Airshow på FSNKAR den 18. juni, har bestyrelsen besluttet at flytte arrangementet "Konkurrence med gæster" til den 2. juli kl. 0900.
Vi håber på stor deltagelse.


28-02-2022

PFOS
Restriktionerne mod hjemtagning af fisk fanget på FSNKAR del af Karup Å, er nu ophævet.
Ud fra de undersøgelser Miljøstyrelsen har foretaget på fisk fanget i Karup Å og Hessellund Bæk, har Forsvaret besluttet, at fiskeriet igen bliver givet frit.
Miljøstyrelsen oplyser i en rapport, at mængden af PFOS ligger langt under bekymringsgrænsen.

Bestyrelsen ønsker derfor alle Knæk og Bræk for sæsonen 2022.


20-02-2022

Væltede træer i Karup Å
Så er træerne fjernet fra den Runde Eng. Og åen har tilsyneladende klaret det fint.


14-02-2022

Væltede træer i Karup Å
Foreningen fik en henvendelse fra Viborg Kommune, som kunne fortælle, at lodsejeren på modsaatte side, selv vil fjerne træerne. Dette vil ske i løbet af denne uge.
Vi følger op på sagen.


30-01-2022

Væltede træer i Karup Å
Flere store fyrretræer er væltet i åen i den "Runde Eng". Træerne er væltet i fra Åhusevej og spærrer hele åen.
Sagen er meldt til Viborg Kommune, som er ansvarlig for vandløbet.


27-01-2022

PFOS
Der er netop kommet et resultat på undersøgelse af fiskene i Hessellund Bæk og Karup Å i forbindelse med PFOS forureningen. Det er Fødevareministeriet, som har stået for undersøgelsen og lad os afsløre resultatet med det samme. Undersøgelsen viste, at de undersøgte fisk fra Karup Å, havde et indhold på 0,54 µg/kg og fisk fra Hessellund Bæk havde et indhold 0,85 µg/kg. Altså langt under miljøkvalitetskravet, som er på 9,1 µg/kg.
Følg linket hvis du selv vil læse Miljøstyrelsens rapport.
Nu afventer vi blot, at Forsvaret igen frigiver vores fiskeri i Karup Å.


27-01-2022

Hjemmesiden bliver faceliftet

Hjemmesiden er ved at gennemgå en større ombygning og vil snart blive lidt pænere at se på. Så bliv ikke bekymret, når/hvis siden pludselig ser anderledes ud. Du vil stadig have de samme muligheder og services, som før.
For fremtiden vil mange af siderne være offentlige og ikke kræve et login. Kun de sider, hvor der er oplysninger, som ikke skal kunne læses offentligt og dine personlige sider vil kræve et login. Dine personlige sider er f.eks. siden med din profil, dit medlemskort, oprettelse af gæstekort o.s.v.

Vi håber du vil synes om den nye hjemmeside.


09-01-2022

Billeder af årets storfanger

Under menupunkt "Hall of Fame" kan du nu se billeder af årets største havørred. Har du et billede af en storfangerfisk, som endnu ikke er på hjemmesiden, er du meget velkommen til at sende det til formanden, som vil sørge for at få billedet lagt ind. Har du det ikke elektronisk klarer vi også det.


01-01-2022

ARBEJDSDAG

For at alle kan få en god oplevelse ved åen i den kommende sæson, er der enkelte arbejder der skal udføres. Både ved åen og ved hytten trænger der til lidt oprydning og enkelte broer trænger til en kærlig hånd. Derfor kalder foreningen til arbejdsdag Lørdag 26. Februar 2022 kl. 0900.
BEMÆRK: Tilmelding senest den 14. februar 2022 på hjemmesiden.


Se alle nyheder


Karup Å Sammenslutningen står for vandplejen i hele Karup Å systemet og én af de helt store opgaver, er udlægning af gydegrus. Ved udlægningen skal der ofte benyttes store dyre maskiner og for at få råd til det, afholdes den årlige fiskekonkurrence.

Det er derfor af største betydning, at så mange medlemmer som muligt støtter op om arrangementet.

Vil du læse mere om konkurrencen så klik på billedet af plakaten.


Program for 2022

 

Lørdag

26. Februar kl. 0900

Arbejdsdag

Tirsdag

1. Marts kl. 0900

Sæsonstart

Lørdag

23. April kl. 0900

Arbejdsdag

Lørdag

2. Juli kl. 0900

Konkurrence med gæster - NY DATO

Fredag

19. August kl. 0900

Grill arrangement

Lørdag

17. September kl. 0900

Konkurrence med gæster

Mandag

31. Oktober kl. 0900

Sæsonafslutning

Tirsdag

22. November kl. 0900

Generalforsamling

 

Ret til ændringer forbeholdes.
De enkelte arrangementer vil blive meddelt særskilt på mail og på hjemmesiden.

 


Pensionist
Nærmer du dig pensionsalderen og fortsat ønsker at være medlem af FKS, er det vigtigt, at du kontakter én fra bestyrelsen, så foreningen kan få ajourført dine medlemsdata.


OPSLAG: Der er stadig mange ledige pladser i foreningen. Vi appellerer derfor igen til alle tjenstgørende medlemmer om at gøre en ekstra indsats for at skaffe nye medlemmer. Det kan du gøre ved at hænge dette opslag op på steder, hvor der kommer mange tjenstgørende på FSNKAR. Det kunne være opslagstavlen ved din enhed, i GYM-salen, i CAF, ved KFUM og i enhedernes kaffestuer. Følg linket og udskriv opslaget og hæng det op, så vi kan få mange nye medlemmer - På forhånd tak for hjælpen.
Opslaget: Gældende opslag.


Adgangsbestemmelser til ådalen.
Grundet ændringer i kontrol og opsyn af øvelsesområderne, skal alle fra i dag følge nedenstående regler:

DAGSLYS
I dagtimerne (solopgang til solnedgang) gælder samme regler for FKS som for andre civile. Adgang er tilladt under overholdelse af adgangsbetingelserne og ordensreglerne, som er opstillet ved adgangsvejene til ådalen.

MØRKE
I nattetimerne (solnedgang til solopgang) skal adgang meldes til hovedvagten på tlf. 7284 2222. I det tilfælde området er frit kan FKS benytte hele åen på øvelsesområdet.
Er der meldt mårhundejæger ind, kan FKS medlemmer kun benytte det/de frie områder.

ØVELSE
Militær øvelsesaktivitet i området har altid fortrinsret. Kommer FKS medlemmer uforvarende ind i en aktivitet, skal de straks fortrække fra det pågældende område.

KORT
Kortet over fiskevandet er blevet opdateret, så det nu indeholder betegnelsen for hvert øvelsesområde (L, M og N). Kortet kan downloades via FKS hjemmeside.


Log ind
Er det første gang du er logget på, så gå straks ind og kontrollér din profil og få den rettet til, hvis der er uoverensstemmelser. Internettet er foreningens foretrukne meddelelsesmiddel, så derfor er det vigtig, at du altid sørger for, at din mailadresse er korrekt opdateret.


Mail
FKS bruger mail-kontoen "noreply@fsnkar-fks.dk" til udsendelse af nyheder til medlemmerne. Så hvis du oplever at du ikke modtager en mail med oplysninger om det kommende arrangement, er det muligt, at dit spamfilter skal ajourføres. Sørg for at dit spamfilter er ajourført, så du kan modtage vores mails.
Vær opmærksom på, at denne mailkonto besvares ikke.


Kontingent og medlemskort
Under menupunktet "Tilmelding" kan du se hvad du skal betale i kontingent. Ønsker du at tilkøbe merchandise, kan dette ligeledes gøres her. Nederst på siden vises det beløb du samlet skal indbetale.
Gentegning af medlemskort skal foretages inden 20/1 det pågældende år.
Når kassereren har registreret din indbetaling (se under menupunktet "Egen profil"), kan du udskrive dit medlemskort fra menupunktet "Medlemskort".


Gæstekort
Har du inviteret en gæst med på fiskeri i foreningens vand, skal du selv oprette og udskrive/gemme gæstekortet til din gæst. Du bliver samtidigt registreret for det/de kort du opretter.
Betaling for gæstekort foregår sammen med næste års kontingent opkrævning.
Dette gælder dog ikke for gæstekort til arrangementer. Disse er gratis.


Arrangementer
Når du er logget ind kan du under menu punktet "Arrangement", se det kommende arrangement. Så længe tilmeldingen er åben kan du til- og framelde dig.
Er arrangementet åbent for gæster, kan disse, efter du selv er tilmeldt, ligeledes til- og frameldes.
Evt. gæstekort til arrangementer kan efter gæsten er tilmeldt, udskrives fra siden.
Gæstekort skal du selv sørge for at udskrive/downloade og medbringe til arrangementet.
Gæstekort til arrangementer er gratis.


Fangstjournal
FKS benytter sig af Fangstjournalen.dk, som er en landsdækkende fangstjournal, udviklet af DTU Aqua i Silkeborg. Fangster indrapporteret via FKS hjemmeside, bliver automatisk synlige i fangstjournalen for hele Karup Å.

Bemærk: On-line fangstjournalen er kun for fangster fra Karup Å. Fangster fra Mergelgraven indrapporteres kun i journalen i Fiskehytten.

Skal fangsten indgå i foreningens konkurrence om årets største fisk, indenfor arten havørred, bækørred, regnbueørred og ål, skal fangsten også indskrives i fangstjournalen i Fiskehytten efter gældende regler.


 

Besøg på siden: 2614